11.500 FDFere tager til Danmarks største legeplads

Den 7. til 15. juli tager 33 FDFere fra FDF Roskilde afsted på FDF Landslejr 2016. Her skal de sammen med flere tusinde andre FDFere lege løs.
Leg er temarammen, når 11.500 FDFere i disse dage er samlet til FDF Landslejr 2016. En leg, der skaber fællesskab, knytter bånd og giver noget at være sammen om. Alt sammen noget, som også FDFerne fra FDF Roskilde, vil opleve på lejren.

Det er Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der officielt vil åbne lejren torsdag den 7. juli ved en samling for alle lejrens deltagere.

FDF Landslejr 2016 foregår fra den 7. til den 15. juli på Sletten ved Ry og bliver i disse dage Danmarks største legeplads. Lejren byder på utallige former for leg blandt andet på otte legestationerne særligt designet og udviklet til lejren. Målet med legeinstallationerne er at skabe appellerende betingelser for, at den frie leg kan udfolde sig under lejren.

FDF Landslejr 2016 sætter fokus på leg, fordi vi oplever, at legen er trængt i børn og unges hverdag. Vi vil give legen plads på lejren, fordi den tilbyder så meget godt. Legen er sjov, skaber fællesskab, nedbryder skel og er med til at danne os som mennesker, siger landslejrchef Morten Krogsgaard Holmriis.

Ny sæson
FDF Roskilde startede i 1907 og holder til i FDF Huset på Vindingevej. Her mødes drenge og piger hver tirsdag kl. 18.00 - 19.30 (0 - 4 klasse), samt 18:30 - 20.30 (5 - 9 klasse). Er du barn og har lyst til at opleve FDF, kan du/I møde op en tirsdag kl. 18.00 eller 18.30. Første mødeaften efter sommerens ferie og -lejre er tirsdag den 23 august, men inden da skal der leges igennem på FDF Landslejr 2016