250 FDF’ere har i denne weekend været samlet i Hedeland

Om mindre end tre måneder drager over 10.000 børn og unge i alderen fra 10 år og opefter fra hele landet afsted på FDF Landslejr på Sletten ved Silkeborg, som afholdes hvert femte år. I år er lejren delt op i riger, der består af en række landsbyer.
FDF-kredsene fra nordvestsjælland, skal bo i landsbyen Bobleriret. I denne weekend har FDF’ere fra flere byer på Sjælland afholdt fortræningsweekend i Hedeland.
Her blev der opbygget lejr, lavet mad over bål og trænet med at bo i lejr. Selve lejrens tema er leg i alle afskygninger, som er bygget op over historien om Legens kilde, der er ved at tabe sin kraft. Alle deltagere skal hjælpe med at genvinde evnen og kræfterne til at lege.

FDF’erne er nu godt forberedt på landslejren til sommer, bl.a. har børn og unge, der skal med på lejren, knyttet venskaber, der kan udbygges før, under og efter landslejren, der finder sted fra 7. – 15. juli 2016.